Her er stille, her udenfor

Her er stille,
her udenfor storbyens cacaphoni,
Herfra hvor jeg staar,
paa balkonen i praestens hus
straekker hustagene sig til horizonten.
Smoggen ligger som et tungt lag over byens huse,
eller er det oerkenvinden, harmettanen, der bringer Saharas fjerne sand?
Selv om havet og de smukke strande paa intet tidspunkt er mere end en enkelt kilometer vaek her i Accra,
har det ingen betydning.
Det tilbedes ikke.
Den ellers koelige brise det bringer, finder ingen nytte i folks hverdag.
Maaske huskes havet endnu som transportvejen der bragte saa mange af deres forfaedre til slavernes oeer?
Maaske bestaar det moderne Accra hovedsageligt af tilflyttere fra nordligere egne? Fra frodige, fugtige egne hvor vand betyder malaria myg, bilharzia, flodheste, doeden.
Maaske er det bare saadan det er,
at havet er der hvor man henter fisk, der hvor man skiler sig af med affaldet,
men kun i ringe grad betragtes det som noget saerligt, noget smukt, majestaetisk, religioest.
Det er svaert for mit danske sind at forstaa at noget saa stort, saa smukt og saa livsbekraeftende i den oftest trykkende varme, betyder saa lidt.
Isaer i saa religoest et land.

Skilteskoven siger meget.
Til hoejre "Presbytarian School of Dansoman"
Til vesntre "Missionary Outreach Training Program"
Overalt, alting, hver en forretning har sit baand til herren.
"Jesus is Great, Carpenters"
"Grace of God, Beauty Salon"
"The Lord Loves All, Auto Repairs"
Kirker, skoler, moskeer, templer, sang, boen og respekt.
Han er der i alt.
Selv i det rituelle JoJo der i Caribien dannede grund for det mere kendte Voudou, er det universelt accepteret.
End ikke det forstyrrer missionaerens arbejde.
Det er en del af ddagligdagen,
sammen med den fugtige, tropiske varme,
demn braendende toerre harmettan,
trafikken der staar stille,
fattigdommen, haabet,
de aabne kloaker der flyder ved hver en vej,
de toerre stoevede veje der forceres i aflagte nordeuropaeiske Toyotaer,
der paa mystisk vis har fundet endnu et liv efter doeden hernede i Accra.